Vi anbefaler: Månesten

04.12.14
Martin Rytter Handberg, Vedbæk Bibliotekscenter, har læst: Sjón: Månesten. Drengen, der aldrig var til (2014)
Sjón er kunstnernavnet, som Sigurjón Birgir Sigurdsson bærer. Han er i Danmark mest kendt for kortromanen ”Skygge-Baldur”, for hvilken han i 2005 modtog Nordisk Råds Litteraturpris. 
 
”Månesten. Drengen, der aldrig var til” er en fortælling om en snurrig dreng på 16 år, der elsker at liste sig ind til filmforevisninger. Vi befinder os i Island anno 1918. Det er en tid, hvor Den Spanske Syge slår ind over landet. En tid, hvor vulkanen Katla er i udbrud, og ikke mindst en tid med krigserfaringer fra fastlandet. 
 
Måne Sten bevæger sig rundt i Islands gader, hvor han holder et godt øje med særligt én kvinde, som selvfølgelig helst ikke skal opdage, hvilke lyssky affærer han har gang i. Andet end at røbe, at det drejer sig om mænd med bukserne nede, vil jeg ikke. Snarere vil jeg fremhæve den styrke og sanselighed, hvormed scenerne males. 
 
Således følger vi i romanens indledende åndedrag Måne Sten stå i mørket foran en mand, vi følger ham videre ind på sygegangene og trækker vejret med ham i en temmelig uhumsk og usund atmosfære af sygdom og frygt. Han har to ting for øje: kærligheden til pigen i rødt og kærligheden til film. Nogle vil sige, at han lever sig for meget ind i filmenes univers, hvorved hans virkelighedssans forstyrres. Der er røster, der går i den retning. Sandt er det også, at han har visse usandsynlige, surrealistiske drømmesyner – så maleriske og forførende beskrevet.
Materialer