Landskabsmalerier fra Rudersdalegnen 1785-1952

18 Oktober 2011 af Julie Garde

Steffen Kronborg, Holte Bibliotek, har læst:

 

Landskabsmalerier fra Rudersdalegnen 1785-1952 (2010)

 

På udstillingen "Aftenlandet", som bl.a. blev vist på Thorvaldsens Museum i foråret 2011, kunne man opleve en række malerier med motiver fra Rudersdal. Udstillingen er slut nu, men malerierne eksisterer stadig og kan genses i udstillingskataloget fra "Aftenlandet".

Men det er langt fra første gang, Rudersdal Kommunes fine samling af landskabsmalerier fra området har været udstillet. I 2008, kort efter sammenlægning af Birkerød og Søllerød kommuner, kunne man se udstillingen "Rudersdalkunst" i Birkerød Gl. Præstegaard, og denne udstilling af de bedste landskabsmalerier fra de to kommuners samlinger, dannede siden udgangspunkt for bogen "Landskabsmalerier fra Rudersdalegnen".

Bogen rummer i alt 68 malerier, som tidsmæssigt spænder over en periode på næsten 200 år. Der er næppe noget mærkeligt i, at de ældste malerier generelt stammer fra Søllerød, mens de fleste af Birkerød-malerierne er malet i 1900-tallet. Det betyder, at man både kommer på en geografisk rejse rundt i kommunen via kunstbogen og samtidig kommer på en kunsthistorisk rejse fra guldalderen frem til modernismen via de mange smukke landskabsmalerier.

Læs bogen og fald i staver over, hvor smukt der er – og har været – i de to kommuner, ikke mindst når synsindtrykkene filtreres gennem malere af vidt forskellig karakter: fra L.A. Ring til Harald Pryn og fra Erik Pauelsen til Gerda Strøm. Her er noget for enhver smag, ikke mindst den gode. Og så kan man tilmed se en del af VM-cykelruten på et maleri af Andreas Juul fra 1851!

 

» Reserver bogen her

ÅBNINGSTIDER