 |
Månedens læser er:
Navn: Judy Hass
Alder: 63
Beskæftigelse: Pensionist
|
1. Hvilken bog er den bedste, du har læst?
Det må blive »H.C. Andersens eventyr. Jeg synes stadig, han er genial. Hans eventyr kan læses gennem hele livet, fra barn til voksen, og med lige stort udbytte. Hans blanding af naivitet, billedsprog, eventyr og dyb livsvisdom er uforlignelig. Og man kan stadig finde nye facetter i selv velkendte eventyr. Der er mange lag i hans fortællinger, som derfor kan forstås på flere planer. Det kan jeg godt lide. Jeg fik selv som barn læst højt af H.C. Andersens eventyr af min far, har givet glæden videre til mine to døtre, og vil nu glæde mig til at kunne læse højt for mit barnebarn.
2. Hvad er en god bog for dig?
En god bog er godt skrevet. Det er en forudsætning. Alene fornøjelsen ved at læse en velskrevet bog er stor. Så skal der selvfølgelig også være et indhold og en handling, som fanger mig og vækker min nysgerrighed og interesse.
3. Hvordan finder du frem til de bøger, du vil læse?
Jeg har været med i en læsegruppe i 20 år, og her inspirerer vi til stadighed hinanden. Også til at læse bøger, som jeg ikke selv ville vælge. Lige nu læser vi »Fru Marie Grubbe af J.P. Jacobsen. Jeg kan godt lide at læse, -og genlæse nogle af vore klassikere. Den nyere litteratur finder jeg ofte via avisernes boganmeldelser. Endelig er der biblioteket, hvor jeg ofte kommer og søger, dels lidt bredt og dels efter specifik faglitteratur.
4. Hvilken genre foretrækker du?
Romaner med gode personskildringer, gerne sat i relation til de sociale og historiske omstændigheder. Specielt bøger om anderledes kulturer, sociale forhold og historiske epoker. Det kan være historiske fortællinger som Ken Folletts »Jordens søjler, »Uendelige verden og »Giganternes fald, Umberto Ecos »Rosens navn, Anne Marie Marstrand-Jørgensens romaner om »Hildegard af Bingen. Men også de nordiske forfattere holder jeg af, da der er en genkendelig klangbund til forståelse af vores identitet. Det kan f.eks. være »Marianne Fredriksson, »Kerstin Ekman og »Dorrit Willumsen.
5. Hvorfor læser du bøger?
Jeg kan stadig huske glæden ved at lære at læse og komme ind i et andet univers. Jeg har altid læst meget og holder af den fordybelse, det medfører, samtidig med at jeg kan bruge fantasien til at forestille mig personerne og omstændighederne. At sætte sig ind i andre personers liv og tankegang er jo også en måde at prøve at forstå sig selv lidt bedre på. Ofte får det mig også til at læse mere om de faktuelle forhold, som beskrives i bøgerne.
Se tidligere Månedens læsere
» Klik her for at se Månedens læser for august
» Klik her for at se Månedens læser for juli
» Klik her for at se Månedens læser for juni
Vil du være Månedens læser?
» Se hvordan du kan blive Månedens læser