 |
Månedens læser er:
Navn: Philip Mohr
Alder: 80
Beskæftigelse: Pensioneret civilingeniør
|
1. Hvilken bog er den bedste, du har læst?
Det er »Træhesten. Fra Odysseus til Sokrates, en bevidsthedshistorie af Keld Zeruneith. Den giver et fantastisk indblik i, hvorledes den moderne vestlige civilisation er opstået. Og, med Suzanne Brøggers ord: "Det er en god manual til forståelse af utrolig mange nutidsproblemer: demokratiet, forholdet mellem kønnene og synet på indvandrerne".
2. Hvad er en god bog for dig?
Den skal være velskrevet og veldisponeret. Hvis de første 2-3 sider ikke fænger, bliver den lagt til side, medmindre det er en ven der har anbefalet den, så kan jeg godt læse færdig for at kunne diskutere indholdet med ham.
3. Hvordan finder du frem til de bøger, du vil læse?
Omtale i tidsskrifter, krydshenvisninger fra andre bøger (fx litteraturhenvisninger), venners anbefalinger. En god kilde for mig er deltagelse i studiegrupper i den akademiske forening A3A. Og så er »1001 bøger du skal læse før du dør en perfekt guide til verdenslitteraturen.
4. Hvilken genre foretrækker du?
Som ung læste jeg moderne romaner, fx »Sherwood Anderson, »Hemingway og »Steinbeck. Senere var jeg optaget af »Knud Rasmussen, »Thor Heyerdahl, »Thorkild Hansens historiske romaner og »Carsten Niebuhrs rejseberetning. I dag hvor jeg har bedre tid til fordybelse har jeg haft stor glæde af "verdenslitteraturens 1001 bøger” og nogle erindringsbøger er det også blevet til. Desuden lidt økonomi, sociologi og politisk litteratur har været pligtlæsning. Og et særegent felt har fanget mig: neuropsykologi, bl.a. har Elkhonon Goldberg’s »Hjernens dirigent og Oliver Sacks’s "Et ben at stå på" åbnet en spændende verden.
5. Hvorfor læser du bøger?
For at tilfredsstille min nysgerrighed, for at forsøge at blive lidt klogere på tilværelsens gåder. Og så fordi jeg holder utroligt meget af at lære om og prøve at forstå andre menneskers tanker, vilkår og tilværelse.
Se tidligere Månedens læsere
» Klik her for at se Månedens læser for januar
» Klik her for at se Månedens læser for december
» Klik her for at se Månedens læser for november
Vil du være Månedens læser?
» Se hvordan du kan blive Månedens læser