Kokodyret og Pungmulen får post

19 januar 2011 af Camilla S. Nielsen

Kokodyret og Pungmulen får post af Jan Mogensen  (2008)

Anmeldt af Elisabeth Jølner, Nærum Bibliotek.

 

På toppen af Engbakken bor dyrene Kokodyret og Pungmulen. Her lever de to venner deres liv uden at kende ret meget til resten af verden.
Hver dag ser de Posten køre forbi på sin cykel, og de spekulerer på, om han mon hver dag kører jorden rundt? Det rare postbud fortæller dem sammenhængen og forklarer dem også, hvad et brev er. Da Pungmulen nogle dage senere finder en gammel gulnet kuvert, begynder de to venner at skrive til hinanden. De laver også en postkasse og nu ønsker de sig breve fra Kina, Congo, Holland og fra Lolland. Posten hjælper igen - først med en reklame fra Superland og senere med en penneven. Han hedder Pindvarpen og bor hos en pige der hedder Ida.
Kokodyret og Pungmulen indsender en kupon fra Superlandreklamen og på den vinder de en luftballon og udover Pungmulens farlige flyvetur i ballonen, foregår bogens dramaer på det filosofiske plan. Bogen beskriver venskaber, hjælpsomhed og omsorg, tvivl og glæde. Hertil spises masser af gulerødder og ærter, som er de to venners livretter.

Det er en oplagt højtlæsningsbog for de 5-7-årige, hvor også den voksne oplæser vil more sig over de to naive venner og leve med i alle deres bekymringer og være spændt på, om der mon kommer brev fra Kina og om Pindvarpen og Ida kommer på besøg.
Jan Mogensen har selv illustreret bogen med udtryksfulde akvareller.
Får man lyst til at læse mere, kan det gode bekendtskab fortsættes i "Kokodyret og Pungmulen og himlens lykke".

ÅBNINGSTIDER