Venter i mørket

31 august 2011 af Julie Garde

Preben Hindberg, Nærum Bibliotek, har læst:

 

Helene Tursten: Venter i mørket (2011)

 

Forside af bogen Venter i mørketHelene Tursten har skrevet sin 9. krimi om kriminalkommissær Huss med titlen "Venter i mørket". Som seriens øvrige bøger foregår også denne i og omkring Göteborg, og det er faktisk muligt at finde rundt i byen ved hjælp af beskrivelserne af gader og kvarterer – på samme måde som det er muligt at følge Henning Mankells Wallander rundt i Ystad og Arne Dahls A-gruppe i Stockholm.

 

Hvorfor det er vigtigt? Fordi autenticiteten er en vigtig ingrediens i nordiske krimier. Desuden rummer bogen både sproglige finesser, psykologi og mentalitet, som for mig er vigtige faktorer, når jeg læser nordiske krimier.

 

Holder serien om Irene Huss samme standard som de foregående 8 titler? Ja, bl.a. fordi handlingen beskriver en udvikling på det personlige plan, især for hovedpersonen Huss. Hun er blevet ældre, hendes døtre er flyttet hjemmefra, og så er hun blevet mere følsom.

 

Det sidste viser sig tydeligt i løbet af opklaringen af nogle religiøst betingede mord på enlige kvinder midt i fyrrerne. Det er tilsyneladende et uudtømmeligt emne i nordiske krimier, at det skal handle om religiøse fanatikere på grænsen til det psykopatiske. Således også her, hvor Irene Huss har svært ved at opretholde sin professionelle distance, fordi morderen kommer for tæt på privatlivet. Men læs og bedøm selv.

 

Denne anbefaler råder kommende læsere til at starte med nr. 1 i serien, som hedder "Den knuste tang-hest". Flere af seriens bøger har i øvrigt været vist som film i DR med Angela Kovacs, fremragende i rollen som Huss.

 

» Reserver bogen her

ÅBNINGSTIDER