Storm i Pilestræde

25 maj 2011 af Julie Garde

Steffen Kronborg, Holte Bibliotek, har moret sig over:

 

Robert Storm Petersen: Storm i Pilestræde (2009)

 

Storm i Pilestræde”Er det en Dreng eller en Pige?”, spørger manden. ”Ja, hvad skulde det ellers være?”, lyder det logiske svar. Storm P. var en dansk institution (med en fortid på bl.a. Mothsgården i Søllerød, hvor han tilbragte en række sommerferier), som ikke behøver nogen nærmere præsentation.

Alligevel: i en lang årrække producerede Storm P. ind imellem sine talrige andre gøremål hver uge til Berlingske Tidendes søndagstillæg én eller to sider med vittigheder i den velkendte stil, hvor taleboblerne kunne indeholde alt fra platte ordspil til filosofiske pointer: ”Min Kone forstaar mig ikke – gør Deres?”, spørger manden. ”Det ved jeg ikke – hun har aldrig talt om Dem!”, lyder svaret.

Ikke alle vittighederne er lige gode; men i forhold til det enorme output var kvaliteten af søndagssiderne forbløffende høj, som man kan overbevise sig om i det fyldige udvalg af de såkaldte ”Kulørte Sider”, der nu foreligger i en 239 sider tyk bog i stort format.

”Jeg brød ind hos en Sagfører forleden”, siger den ene tyv til den anden. ”Hvor meget blev du af med?”, lyder det lakoniske svar. Allerede på Storm P.´s tid florerede advokatvittighederne tilsyneladende – hvis det da ikke ligefrem var den fantasifulde humorist, der selv opfandt genren, ligesom han opfandt så meget andet.

”Man ser straks, at De ikke er her fra Byen”, siger manden til den kulsorte neger. ”Nej – jeg er født i Bogense!” svarer den sorte mand. ”Storm i Pilestræde” rummer vittig livsfilosofi nok til adskillige timers muntert bekendtskab.

 

» Reserver bogen her

ÅBNINGSTIDER