Det gør du ikke

24 Oktober 2011 af Julie Garde

Marianne la Cour, Hovedbiblioteket i Birkerød, har læst:

 

Jens Christian Grøndahl: Det gør du ikke (2010)

 

En velskrevet og raffineret roman, der skildrer et midaldrende velstillet ægtepars midtvejskrise. David er advokat, og Emma er kunstner uden dog nogensinde at udstille sine malerier. Sammen har de datteren Zoe, der er flyttet hjemmefra og går på kunstakademiet.

Krisen bliver fremkaldt af to begivenheder. For det første at deres postkasse bliver overmalet med hagekors, og David derved bliver mindet om sin jødiske baggrund, som han har valgt fra. Han ønsker at være almindelig, anonym og ubestemmelig. Den anden begivenhed er mødet med datterens nye pakistansk-muslimske kæreste.

Disse to episoder ripper op i forældrenes gamle dilemmaer: faderens afskrivning af sin egen religion og familie, da han valgte den kristne britiske Emma, og Emmas afskrivning af sin kunst frem for et barn og trygge økonomiske rammer i en københavnsk forstadsbebyggelse.

Datteren skal have sin første separat-udstilling i Kødbyen, og det viser sig at være en avanceret installations-video med nøgenbilleder af datteren og hendes muslimske kæreste. Dette sætter ekstra gang i tankerne hos forældrene, men tvinger samtidig Emma og David til at afklare deres følelser, og hvor de egentlig hører til. Mere skal der ikke røbes her.

Forfatteren formår på en meget fin måde at skildre menneskers eksistentielle følelser og livsvilkår og de valg i deres tilværelse, der har gjort dem til de mennesker, de er.
Læs bogen selv! Det fortjener den.

 

» Reserver bogen her

ÅBNINGSTIDER