Inger Pedersen, Holte Bibliotek, har læst:
Fortælleren er en ung spansk forfatter in spe, som tilbydes et undervisningsjob på et universitet i Midtvesten, USA. Her møder han vietnamveteranen Rodney Falk, en menneskesky, ejendommelig, men også meget belæst mand. De to indleder et helt særligt venskab.
Efter et par år vender fortælleren tilbage til Spanien, og da han endelig får uventet litterær succes, rammes han samtidig af en voldsom tragedie. Han mister fodfæstet i sit eget liv, og det tvinger ham i sidste ende til at forholde sig til den smerte og de tabte illusioner, som var en del af Rodney Falks bagage.
Måske er et gensyn med vennen, som han har tabt forbindelsen til, den eneste sprække af lys ud af det mørke, han er fanget i. Derfor drager han tilbage til USA for at lede efter Rodney, men finder en langt mørkere sandhed, end han havde ventet.
Det er en roman om, hvordan et menneske påvirkes af såvel enorm fremgang som uforståelig krig - og Vietnamkrigens rædsler i særdeleshed - og om hvad der får et ungt menneske til at gå i krig, her-iblandt ikke mindst nogle nedarvede traditioner og æresbegreber, som er ude af trit med virkelighe-den.
Æren tilfalder Nationen, prisen betales af soldaten to gange – først mens han er derude ved fronten og derefter resten af livet, når han kommer tilbage.
Det er en klog og grum fortælling om krig, kærlighed og venskab og om at forlige sig med fortidens spøgelser. Spøgelserne eksisterer ikke, men de døde gør…
» Reserver bogen her