Preben Hindberg, Nærum Bibliotek, har læst:
Det er en dejlig fornemmelse at sidde med den sidste nye krimi fra Fred Vargas (et pseudonym for Frédérique Audoin-Rouzeau) med hovedpersonerne, den melankolske Adamsberg og hans hvidvinsdranker af en kollega Danglard.
"Uvist sted" er nr. 5 i rækken af Vargas´ krimier, som er oversat fra fransk til dansk, og den holder samme høje standard som de fire første, om end den er en del mere blodig. Handlingen fører Adamsberg rundt i Europa fra London til Serbien, hvor den røde tråd udgøres af en række begivenheder, som langsomt men sikkert viser sig at hænge sammen.
På grænsen til det overnaturlige opdager Adamsberg bl.a. ting, som får indflydelse på hans privatliv. Under opklaringen af de(t) blodige mord, med tråde langt tilbage i Europas historie, mærker Adamsberg endnu engang, at politiledelsen ikke bryder sig specielt om ham. Især ikke, da sporerne peger på personer øverst i samfundspyramiden.
Men med hjælp fra Danglard, der har skiftet hvidvinen ud med rødvin(!) og samtidig er forelsket til op over begge ører, lykkes det at finde morderen - bl.a. spiller en nyfødt killing en rolle i opklaringen.
Forvirret? - ingenlunde. Gå trygt i gang med denne frankofile krimi og lad der snarest komme en ny i rækken.
» Reserver bogen her