En historie om seks søstre

18 januar 2011 af Camilla S. Nielsen

Louis Jensen: En historie om seks søstre (2009)

Anmeldt af Linda Vinding Pedersen, Vedbæk Bibliotekscenter.

 

Husker vi at fortælle historien om vores familie til vores børn?

Dét kan en halvgammel børnebibliotekar med voksne børn - og inden for få år tilhørende den "æld-ste" generation i sin familie - fundere over. Dertil havde jeg selv som barn glæde af begge mine bedstefædre, der yndede at fortælle "historier" fra deres helt anderledes liv og en anden tid end min. Lyttebøfferne var ude!

 

En sådan gudsbenådet fortæller er Louis Jensen, der løfter sløret for en del af sin egen slægts histo-rie, når han fortæller om sin mor og hendes søstres liv på landet fra begyndelsen af 1900-tallet og frem i bogen: "En historie om seks søstre" (2009). Vi hører om det fattige og hårde liv på landet, om utallige flytninger på Horsens-egnen, sygdom, børnefødsler, arbejde - og om de muntre ting, der også fyldte livet og hverdagen såsom kanonfoto-grafens besøg, høstballer, børnenes spilopper og meget mere.

 

Vi får en idé om, hvordan det var i "gamle dage", hvordan de ting, vi kender så godt i dag, var nye og skelsættende for vore aner, og hvordan vor slægts historie hænger sammen med "den store histo-rie". Men først og fremmest aktiveres syns-, lugte- og smagssans, når Louis Jensen ruller sig ud.

Tilgangen er let og humoristisk - og den kendte børnebogsillustrator Lilian Brøgger har illustreret sammen med tilrettelæggeren Maria Lundén, så det bliver en flot og lækker bog.
Læs bogen højt i din familie - gerne med børn fra 5-6 år.

ÅBNINGSTIDER